Det er alt for fristende. I supermarkedets frugt & grønt findes altid et tilbud, for eksempel på 10 af noget for 20 kroner. Og hver gang lister jeg 11 eller 12 af slagsen i den tynde pose fra rullen. I går var det 10 danske tomater for 20 kroner, og selvfølgelig tog jeg 11. Det gør jeg fordi kassedamen alligvel aldrig har tid til at tælle, og man kan lige så godt gøre et tilbud bedre.
Det er helt lovligt at gøre sådan. Findes et tilbud på 10 for noget, må man gerne købe 11 i stedet for 10. Kassedamen tror bare hver gang (eller hvad hun egentlig gør), at når der er tilbud på 10 for 20, så er det 10 stykker, man har taget. Det er helt enkelt kassedamens ansvar at tælle efter og ikke kundens pligt at oplyse.
Jeg har gjort sådan adskillige gange uden besvær. Men i går spurgte hun så, hvor mange tomater, der var i posen. “10,”svarede jeg, selv om der var 11. Og så slog det mig på vej ud af butikken, at nu var jeg blevet noget, jeg ellers aldrig har ønsket at være: en simpel tyv! En tricktyv, der sneg en tomat ud af butikken, skjult i en pose blandt 10 af samme slags.
Jeg har stjålet en tomat i den lokale Kvickly-butik, og tyveriet skyldtes den lille omstændighed, at jeg løj som svar på kassedamens spørgsmål. Bare to replikker gjorde udfaldet. Forunderligt.
Det kan vi ikke have, så jeg har planlagt, hvordan jeg skal undgå at komme på lovens kant igen. Hvis kassedamen igen spørger til antallet, så svarer jeg i håb om at hun har for travlt til at tælle:
“Ved ikke. Jeg tog bare en håndfuld.”